Tidligere har jeg været af sted på Baptisternes Missionsstævne i Mariager (2008, 2009 og 2010), så konceptet med en åndelig kirkekonference er ikke ny for mig. Jeg har dog været frivillig alle årene på Missionsstævnet, hvilket også gjorde, at jeg især glædede mig meget til ikke at være det på Vineyard Summer Camp.
Lidt vidste jeg dog, at Gud havde andre planer med mig for den uge. Jeg har oplevet så meget fantastisk og utroligt!
Jeg vil beskrive min egen personlige oplevelse af camp'en dag for dag. Nogle af mine oplevelser strækker sig dog over flere dage, men jeg håber, at det stadig giver mening. Jeg gør opmærksom på, at dette er min historie og min oplevelse, og jeg taler altså ikke på andres vegne.
Søndag
Vineyard Summer Camp starter for mig meget tidligt om morgen, eller måske nærmere betegnet midt om natten. Jeg vågner kl. 3:45 og begynder lige så langsomt at gøre mig klar til at skulle af sted. Da klokken nærmer sig 20 minutter i 6 bliver jeg hentet af min svigerinde, som kører mig til banegården. Af sted med toget – destinationen: København H, hvor en bus venter på os til at køre videre til Sverige. Jeg kender kun én som er med i fælles transporten fra København, så alt er nyt for mig. Nye mennesker og meget lidt søvn er det gennemgående tema for min søndag. Midt på eftermiddagen ankommer vi på lejrpladsen.
Om aftenen er der det første møde. Budskabet for aftenmødet er, at vi skal elske vores næste og derigennem være med til at forandre verdenen. Alle de unge under 25 år bliver efterfølgende kaldt frem til forbøn – de er den kommende generation, og fremtiden er afhængige af dem. Som en kvinde på 26 år er jeg godt klar over, at jeg nu ikke længere er ung, så bliver derfor siddende på min plads, men min puls stiger, og jeg får en følelse af, at Gud kalder mig til noget. Jeg har flere gange i livet oplevet, hvordan min puls stiger, når Gud kalder på mig – fx til at skulle dele vidnesbryd. Min opgave denne aften står også tydelig klar for mig – jeg skal op og bede for de unge. Især min ene grandkusine står frem mig – jeg skal bede for hende. Men da jeg er hverken forbeder eller har nogen anelse af, hvor hun står henne, bliver jeg siddende på min plads. Pulsen er stadig høj, og jeg hører, hvordan de fra talerstolen kalder kirkeledere, præster og alle andre op til at være forbedere – der er åbenbart for mange unge i forhold til, hvor mange der beder for dem. Jeg flyver op af stolen; jeg er en del af ”alle andre”, og får nu det grønne lys for at bede for andre. Jeg aner som sagt ikke, hvor min grandkusine er, så jeg tænker, at det er nok ikke så vigtigt om det lige er hende, som jeg beder for eller ej. En tanke strejfer mig – jeg skal gå til venstre.
Meget bevidst om min aftenmadsånde bevæger jeg mig om bag menneskemængden af teenagere og forbedere og bevæger mig til venstre. Helt fremme mod scenen længst til venstre, der står min grandkusine! Okay, tænker jeg, så var det alligevel hende, som jeg skulle hen til. Hun står alene. Jeg beder for hende og fortæller hende, hvordan jeg følte mig kaldet frem til netop hende. Hun bliver utrolig glad for at vide, at Gud passer på hende. Under bønnen mærker jeg, hvordan jeg begynder at ryste på min ene hånd. Paniskslagende håber jeg på, at min grandkusine ikke mærker det – det virker helt fjollet. Men hånden ryster og ryster. Kroppen begynder at dirre. Det er Helligånden som løber igennem mig. Efter bønnen går vi hvert til sit igen, glade og fornyet.
Høj på en god oplevelse vil jeg bagefter have mere. Jeg beder for min præst og fortæller ham, hvad jeg netop har oplevet. En pige fra min kirke sidder på gulvet og græder. Jeg spørger min præst, om hun er blevet bedt for. Det ved han ikke noget om, men han synes, at jeg skal gøre dette.
Under forbønnen for hende får jeg sagt et par sætninger, som jeg synes lyder meget godt. Det viser sig dog bare efterfølgende, at disse tilfældige sætninger, måske alligevel ikke er særlige tilfældige, da de netop udtrykker hendes følelser og råb på hjælp. Hvilket bønnesvar!
Høj på Jesus lykkes det mig at holde mig vågen og få det fulde udbytte ud af min søndag.
Mandag
Om mandagen er jeg til en profetisk workshop om eftermiddagen. I små grupper skal vi prøve at komme med profetiske ord til hinanden. En norsk dame, fortæller mig, at hun især lægger mærke til min korshalskæde, og hun har en følelse af, at jeg skal huske, hvad korset betyder. At jeg skal huske kærlighedsofret, som frelser alle mennesker fra døden. OK, tænker jeg – det er for mig ikke ny information, men OK, det er vel altid rart at blive mindet om.
Under mandagens aftenmøde får jeg igen en følelse af, at jeg skal være forbeder igen, men da jeg jo stadig ikke er officiel forbeder, bliver jeg siddende på min plads. Antallet af folk, som ønsker forbøn, overstiger igen antallet af forbedere, så alle kaldes frem til at hjælpe. Igen flyver jeg op af min stol. Uden nogen særlig plan henvender jeg mig til folk og spørger om, jeg må bede for dem.
Den første kvinde, som jeg kommer hen til, ønsker at blive re-connected med Gud. Jeg beder for hende, og imens fortæller hun, hvordan hendes krop fyldes af en ro og tryghed, som hun ikke har følt længe. Vild af begejstring går jeg videre.
En ung pige står alene oppe ved scenen. Jeg går hen til hende og spørger om hun er blevet bedt for. Hun nikker. Jeg spørger om, hun vil have en ekstra bøn. Hun nikker igen. Hun fortæller, at hun ikke kender Jesus så godt, så hun vil gerne lære ham endnu bedre at kende. Jeg begynder at bede, pigen bliver rørt, men der skal mere til føler jeg. En lovsang popper op i hovedet på mig, som vi allerede på dette tidspunkt har sunget flere gange på campen: ”It's your breath in our lungs, so we pour out our praise” (YouTube link: https://www.youtube.com/watch?v=uHz0w-HG4iU). En skør idé træder frem. Jeg minder pigen om lovsangen og beder hende tage en dyb indånding af Helligånden. Hvis det er hans ånde, som er i vores lunger, så kan vi vel også indhalere mere af ham, tænker jeg. Som den biologilærer, som jeg er, fortæller jeg, hvordan ilten bliver transporteret fra lungerne til hjertet via blodet, og hvordan hjertet efterfølgende også pumper ilten rundt i hele kroppen og op til hjernen. Så hver gang, at hun indhalerer Helligånden, så bliver hun fyldt op i hele sin krop. Når hun så skal udånde, så skal hun give tak til Gud. Pigen er med på min idé, men kigger lidt sært på mig. Jeg fortsætter med at bede på hende, imens hun tager nogle dybe vejrtrækninger. For hver indånding ser jeg, hvordan hendes krop bliver mere og mere fyldt af Helligånden. Det er en vild oplevelse, og det skal næsten opleves, før man helt kan forstå, hvad der sker. Under bønnen mærker jeg igen, hvordan min krop begynder at ryste. Alt dirrer på mig, og tårerne presser sig på. Rent metaforisk kan det beskrives som, at mit glas (min krop) er fyldt op med Helligånden, og det føles som om, at vandet plasker ud over kanten af mit glas og rammer hende. Jeg spørger hende, hvad hun tænker på. Hun fortæller, hun ser på Jesus. Jeg spørger, hvor han er henne. ”Oppe i en sky”, siger hun. Igen griber en fuldstændig skør tanke mig, og jeg vælger at forfølge den. ”Hvad laver han oppe i skyen? Burde han ikke være nede på Jorden sammen med os?” spørger jeg hende drillende. ”Nej nej – jeg er oppe i skyen sammen med ham,” svarer hun. Okay, tænker jeg – det er så i orden. ”Hvad laver I oppe i skyen?” bliver mit næste spørgsmål. Hun fortæller, at Jesus sidder på en trone, og at hun blot kigger på ham. ”Hvorfor kigger du kun på ham? Du kan jo kramme ham!” udbryder jeg. ”Nej! Det tør jeg ikke! Han er alt for hellig; jeg kan ikke,” græder hun. Der kom den – grunden til, at jeg skulle forfølge min idé. Hun var stadig ikke sat helt fri fra sin frygt. Jeg beder for, at hun må få mod til at kramme Jesus – mod på at være den prinsesse, som Gud har skabt hende til at være. Aftenens budskab handlede om, at Guds rige måtte komme på Jorden, så min bøn var blot i relation til dette. Pigen begynder at hulke og rystede. Selv jeg rystede og græd – fyldt op af Helligånden. Jeg spørger hende igen, hvad der sker oppe i skyen. ”Han krammer mig! Jesus krammer mig!” jublede hun. Hun åbner sine øjne, totalt omtumlet af sin oplevelse, smiler og siger tak. Hun har mødt Jesus og mærket hans kærlighed. Jeg siger, at vi skal takke Jesus, og at han elsker hende. Hun krammer mig flere gange og udtrykker sin begejstring.
Glad går jeg igen videre ud blandt mængden af folk, som stadig ønsker forbøn, for min aften er langt fra overstået endnu.
Den næste som jeg stopper ved, er en ung mand. Han har nogle problemer med sit ene ben, som forhindrer ham i at løbe, hvilket han normalt elsker. Jeg beder en kort bøn for ham og spørger, om der er nogen forskel. Han kan ikke svare på dette uden at løbe, så jeg sender ham ud på en løbetur.
Netop som han er taget af sted, kommer en norsk dame hen til mig med sin rollator. Hun står helt bøjet over sin rollator. Hendes ansigt er rynket og ser slidt ud, og kroppen er spinkel og usikker. Hun spørger forsigtigt: ”Can you heal me?”. Nu bliver min tro virkelig sat på prøve – denne kvinde har jo synlig brug for hjælp! Jeg fortæller hende, at jeg ikke kan – men at Jesus kan. Mit indledende spørgsmål er: ”Hvad er der galt?”, hun svarer, at hun har ondt i ryggen, hofterne og benene. Jeg beder ganske kort for hende, hvorefter hun hurtigt mister balancen. Jeg får hende langsomt ned til gulvet i den position, som hun er skvattet sammen i. Hendes ben ligger rimelig akavet, men hendes ansigt er roligt og fredfyldt, så jeg lader hende ligge.
Min løber kommer tilbage. Han stirrer rimelig forvirret på damen på gulvet. Jeg spørger ham glad om, hvordan han har det. Han stirrer stadig på damen: ”Er hun okay?!” spørger han skræmt. Jeg forsikrer ham, at hun har det dejligt. Hun er blot kommet ind i Gudsriget og oplever en skøn fred. Løberen stirrer stadig med en vis skepsis på henholdsvis kvinden og på mig. Jeg fortæller, at jeg ofte ser folk vælte omkuld, når de bliver bedt for, og at det altså er meget normalt, men at det selvfølgelig ikke behøver at betyde, at det også sker for ham! Løberen fortæller mig, at benet muligvis er blevet en smule bedre, men at han stadig ikke kan løbe. Øv, tænker jeg – nå, vi prøver bare igen. Jeg beder for ham på ny og sender ham igen ud på en løbetur.
Damen på gulvet vågner op. Jeg sætter mig ned til hende og smiler. Hun smiler tilbage til mig, og indleder sin historie med at fortælle, at hun har metal i næsten hele kroppen; i ryggen, hofterne, lårene og skinnebenene. Hun har levet i et konstant smertehelved. ”Gør det ondt nu?” spørger jeg forsigtigt. ”Nej, slet ikke. Jeg har det så dejligt nu,” siger hun med et smil, der strækker sig fra øre til øre. Men hun kan ikke lide, at hun ligger på gulvet; det er ikke godt for hendes metal, så hun vil gerne op at sidde igen. En anden kvinde kommer over og hjælper med at rejse hende op. Vi får hende placeret på en stol. Hun taber hovedet baglæns. Jeg skynder mig at gribe hovedet og sikre mig, at det står selv, og at hun har det godt. Hun sidder tilsidst med lukket øjne, smil på læberne og virker rolig.
Jeg vender mig derfor om for at se, om løberen evt. er kommet tilbage, selvom min logik siger til mig, at han ikke tør at komme tilbage til mig! Men overraskende nok så står han ikke langt fra mig og snakker med en anden mand. Jeg går hen til ham igen. ”Hvornår går det nu?” spørger jeg igen. Han fortæller, at det ikke er blevet bedre. Høj på stemningen og Jesu kraft, spørger jeg endnu en gang, om jeg må bede for dem – men denne gang vil jeg med ud at løbe efterfølgende! Han går med til dette. Jeg beder en ultrakort bøn, om at Gudsriget må komme, og at han må blive helbredt i Jesu navn! Vi går udenfor. En tanke strejfer mig – vi kunne løbe om kap. Nah, jeg slår tanken væk igen for tænk, hvis jeg vandt. Han spørger mig, om vi virkelig behøver at løbe. ”Ja!” siger jeg. Vi starter ud med at lunte lige så langsomt, men der går ikke mange sekunder før, at han pludselig sætter farten voldsomt op. Han løber og løber! Og jeg løber forpustet efter, mens jeg ihærdigt prøver at holde trit. Folk kigger forvirret på os, mens vi stormer forbi. Ham spurtende med masser af fart, og mig prustende og betydeligt langsommere bagefter. Til sidst stopper han op, venter på mig, og siger: ”Det her er virkelig mærkeligt!”. Jeg samler luften og svarer, at han da fik løbet stærkt. ”Ja, jeg plejer ikke at kunne accelerere, men det kunne jeg nu. Det gør stort set heller ikke ondt mere. Det er mærkeligt!” siger han. Han ser helt forvirret ud. Jeg smiler glad, og fortæller ham, at Jesus elsker ham! På vej tilbage til hallen spørger han ind til mit liv med Jesus – hvor længe at jeg har været kristen. Hele mit liv må jeg indrømme. Jeg spørger ham om hans historie. Han fortælle en brask historie, hvor faderen flere gange har truet med, at Gud vil hade ham og straffe ham til evig tid, hvis ikke han adlyder faderen. Han fortæller, at han har levet i frygt for Guds vrede. Målløs stirrer jeg på ham! Det er jo helt misforstået. Gud elsker mennesker – han elsker os alle sammen. Med ét bliver jeg mindet om det profetiske ord fra om eftermiddagen – korsets betydning. Jeg fortæller derfor løberen om korset, om kærligheden til mennesket, om kærligheden til ham, og om at Jesus virkelig elsker ham så højt, og derfor også ønsker, at han skal være fri for smerter i sit ben. Jeg beder for ham en sidste gang, og jeg kan se, at han er berørt af hele situationen. Jesus virker i ham, og han er glad for vores snak.
Tirsdag
Under lovsangen til formiddagsmødet kommer en ung mand fra min kirke hen til mig, og han fortæller mig, at han lige har set et billede til mig. Han ser en ørken, som bliver forvandlet til en frodig oase. Han ser, hvordan alt kommer op af sandet og spirer. Han siger også, at han overhoved ikke ved, om dette evt. giver mening for mig, men det er, hvad han ser. Men for mig giver det god mening! Jeg har længe været på et åndeligt minimum, og jeg har desværre været væk fra Gud længe. Men her på camp'en har jeg oplevet, hvordan Gud har forvandlet mit liv og mit syn på ham! Jeg tog af sted på camp'en for blot at modtage, for ikke at skulle give og arbejde, men bare nyde og være, og alligevel rander jeg rundt og gør Guds vilje, og ser mirakler for næsen af mig. Gud ønsker ikke, at jeg skal leve i ørkenen, han ønsker, at jeg bliver en frodig oase for ham. Mit liv kan med Jesus være med til at give glæde og helbredelse til andre mennesker. Jeg har en gave, som jeg skal bruge.
Om eftermiddagen var jeg til et seminar om at tjene Gud i lokalsamfundet. Efter oplægget bliver der kaldt op til forbøn, og gæt hvem der pludselig befinder sig deroppe for at være med til at bede for folk? Jeg når at bede for et par stykker. Jeg beder bl.a. for en svensk kvinde, hvor det viser sig, at hun kun er på dagsvisit netop denne gang. Hun har et hjerte, som brænder for at tjene Gud, men der er nogle familiemæssige ting i hendes liv, som tynger hende, og hun ønsker hjælp til dette. Jeg beder for hende og spørger efterfølgende om, hvordan hun har det. Hun svarer, at hun er glad, og at hun kan se Jesus. Endnu en kvinde, som visualiserer Jesus? Okay, jeg griber tanken igen og leger med. ”Hvor er han henne?” spørger jeg. Hun svarer, at han er foran hende. ”Hvad laver han?” forsøger jeg. ”Han sidder på en hvid hest!” svarer hun. ”Okay, men hvor er du så henne?” spørger jeg. Hun åbner øjnene og kigger på mig, lettere forvirret: ”Jamen, jeg står jo her?” svarer hun tilbage. Jeg kigger på hende og smiler, ”Hvis Jesus er foran dig, hvorfor står du så bare her? Gå dog hen til ham og giv ham et kram, eller sæt dig op på hesten sammen med ham!” siger jeg. Hun smiler og griner af mig, hvorefter hun udbryder, at jeg er sej! Hun havde et håb om at møde nogle danskere her på camp'en – hun synes nemlig, at vi er så seje, idet vi er så modige og direkte. Jeg kan mærke, hvordan at jeg rødmer ved rosen, men fortsætter: ”husk, at du er en prinsesse i Guds rige, og at Jesus elsker dig! Du skal blot bære din prinsessekjole og diadem og sætte dig op på hesten sammen med Jesus, mens du sidder i damesaddel. Så kan han holde om dig, og så kan I ride af sted på dit livs største eventyr!” Hun bryder ud i seriøs latter nu, men er helt pjattet med idéen, og arbejder selv lidt videre på tanken: ”Ja, så kan vi ride ud i mod solnedgangen!” griner hun. Jeg nikker godkendende. Det lyder som en vidunderlig idé. Hun kigger på mig igen og fortæller mig, at jeg er hel unik – hun har aldrig mødt en kvinde med så meget livsenergi før og autoritet i sin stemme før. Hun tror på, hvad jeg fortæller hende. Hun tror på eventyret med Jesus og hende på en hvid hest sammen. Hun fortæller mig endvidere, at Jesus kan ses i mine øjne, det stråler ud af mig. Én gang har jeg hørt denne sætning før i mit liv, men det er altså 10 år siden, da jeg gik på efterskole! Den svenske kvinde giver mig sit visitkort og siger, at jeg vil have en plads i hendes hjerte nu. Vi bliver også Facebook-venner.
Til aftenmødet spørger jeg min præst om ikke godt, at vi kan lade som om, at jeg er fast forbeder. Han griner og siger ”Go for it!” Jeg husker ikke så meget, om hvem og hvad jeg bad for. Nogle mærker en forskel og andre gør ikke. Det er sådan, at når man opererer med noget som mirakler, så er de netop dét – mirakler. De kan ikke garanteres eller forventes, men når helbredelsen sker, så er det et mirakel! Gud ønsker, at mennesket skal leve et liv uden smerte og sygdom, men miraklet sker også i hans tid og efter hans vilje. Vi kan nogle gange bede nok så mange gange om den samme ting, men Gud har muligvis en anden plan eller i hvert fald en anden tidsplan for processen.
Under aftenmødet kigger jeg flere gange efter den norske dame med rollatoren. Hun har fået en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg ønsker at tjekke op på hende. Jeg ser, at hun sidder på første stolerække med flere kvinder omkring hende. De beder for hende, og hendes hoved hviler på en anden kvindes brystkasse. Hun græder lige så stille. Jeg sætter mig hen til dem og deltager i deres forbøn. Det går op for de andre kvinder, at jeg kender en smule til hende. Den norske kvinde vågner op ved min tilstedeværelse. Hun smiler og fortæller, at den er gal igen. Hun har ondt i hjertet – der er noget som holder hende tilbage. Hun fortæller desuden, at det føles ondt. Lettere panisk realiserer jeg, at hun nok højst sandsynligvis snakker om en dæmon! Dette er jeg da overhoved ikke klar til. Jeg kigger nervøst rundt på de andre kvinder, og de ser også en anelse nervøse ud, men målrettet. Vi har en opgave foran os, og den skal løses nu her i aften! Vi starter med at bede – vi befaler at dæmonen skal forsvinde fra hende i Jesu navn! Den norske dame lukker øjnene og slapper helt af. Efter lidt tids forbøn spørger vi hende, om der er sket nogen ændring. Til dette svarer hun ja, men hun har ondt i den øverste del af maven. Hun løfter lidt op i sine bryster og viser os, hvor det præcist gør ondt. En mærkelig tanker popper op i mit hoved; det er jo fordi at dæmonen ikke kan komme forbi hendes bh's stålbøjle! Jeg føler mig en smule fjollet, men i Jesu navn befaler jeg, at dæmonen skal forlade hende fuldstændigt, at den ikke skal stoppe op ved bh'en, men at den skal helt ud – sammen med hendes udåndingen. Den norske dame læner hovedet tilbage, stønner dybt og himler med øjnene. Hun fortsætter et par gange og kigger dernæst på mig. Hun kigger mig lige ind i øjnene. Smiler. Hun kan mærke, at freden fylder hende op nu. Dæmonen har forladt hende. Yes! Jesus er for sej! Jeg kan mærke en glædesrus løbe igennem mig. Dette er for vildt! Vi klapper i hænderne og hylder Gud. En af de omkringsiddende kvinder fortæller, at hun i nat har drømt, at hun skulle være med til at uddrive en dæmon! Wow, Guds plan er så meget større end, hvad vi kan fatte. Den norske dame rejser sig kort efter op, og hun retter ryggen ud. Al smerte har forladt hende, og hun står fuldt oprejst for første gang i flere år. Hun burde egentlig ikke være i stand til dette, grundet alt sit metal i kroppen, men ikke desto mindre, så står hun der og smiler! Hun skubber sin rollator væk og går hen til den. Den er blevet overflødig! Vi jubler og danser sejrs dans omkring hende, klapper og priser Gud for helbredelsen!
Aldrig i mit liv har jeg været vidne til noget lignende! Og ikke nok med at jeg blot så det ske, så skete det igennem mig. Jesus virkede igennem mig! Jeg gjorde bare hans vilje. Wauw. Jeg er målløs og taknemlig.
Onsdag
Der sker ikke vild mange ting om onsdagen. Jeg fortæller om mine oplever til flere folk, og gentagene gange svarer de uafhængigt af hinanden, at Gud har store planer for mig – at jeg er skabt til at udrette store ting i Jesu navn. Jeg smiler og rødmer. Det er svært for mig at se det, især når jeg netop har været så langt væk. Jeg kæmper endnu med at definere min rolle som en kristen kvinde. Men jeg må jo give dem ret – mine oplevelser indtil videre er ret vilde og uden sammenligning. Selv min præst er begejstret for mine oplevelser. Vineyard er bygget på et koncept, der hedder, at alle må lege med. Vineyard elsker Biblen og tror på, at den stadig virker den dag i dag – og derfor sker helbredelser også stadig. Fordi Jesus er oprejst fra de døde, virker hans kræft stadig på Jordenen, men kun når vi er villige til at lade kræften virke igennem os. Gud ønsker ikke, at vi skal være små robotter, som blot adlyder – vi skal selv ville gøre det.
For mig har denne Summer Camp været mit fristed, hvor jeg har kunne efterlade alle bekymringer, så vidt muligt, derhjemme. Jeg har følt mig fri til at gøre præcis som jeg ville, og når jeg ville. For mig har det været en rejse at handle på hjertebanken, som jeg fik søndag aften. Nu er jeg næsten ustoppelig. Jeg ønsker ikke, at dette skal slutte.
Derfor bliver jeg også en smule ærgerlig, da jeg hører, at det kun er de unge teenagere som må være forbedere til aftenens møde. Men OK, måske har jeg også selv brug for lidt healing? Jeg lægger desuden mærke til, at den norske dame kommer til aftensmødet uden sin rollator. Det får mig til at smile og takke Jesus!
Torsdag
Til frokost sad jeg udenfor sammen med en flok andre mennesker fra bl.a. Finland og Danmark. Den norske dame med rollatoren kommer over og spiser sammen med os. Hun fortæller, at det gør ondt på ny. Æv! Hun deler desuden også noget af sin livshistorie med os – hold da op for et liv, som hun har haft! Hun lider også af AIDS, så er faktisk dødelig syg. Som vedholdende kristne beder vi for hende igen. Vi står to og beder for hende. En ung gut, som jeg ikke kender, og mig. Smerterne forsvinder igen fra den norske dame, og hun bliver glad og taknemlig. Hun siger tak til os, men vi afviser hende og beder hende sige tak til Gud i stedet – det er ham som har helbredt hende. Hun tager os i hånden og lukker øjnene. Pludselig begynder hun at grine. Hun åbner øjnene igen og kigger på os. ”Jeg kan se Jesus,” siger hun, ”han står og holder om os nu. Han passer på os alle tre. Han siger, at han vil opfylde alle jeres drømme. Han smiler, når han ser på dig,” hun kigger på mig nu og fortsætter, ”Han synes, at du er så smuk, når du er dig selv!” Hun kigger mig ind i øjnene og smiler. Bagefter vender hun sig mod manden, ”du står i en royal dragt. Du er en helt og ridder for Jesus. Han elsker dig,” siger hun. Igen vender hun sig mod mig: ”Jeg tror, at Jesus siger, at han har store planer for dig! Du har en hel særlig evne til at bede for folk. Du rummer nemlig hele mennesker. Jeg føler mig helbredt både fysisk og psykisk. Du har en evne til at bringe helbredelse over sjælen på en måde, som jeg aldrig har oplevet før. Der er fred omkring dig. Og du er simpelthen så smuk! Jesus elsker dig!” Helt ør i knæene takker jeg hende for beskeden.
Under frokosten bliver jeg forresten også inviteret med til eftermiddagens Quiet Room, hvor der gives profetiske ord. Jeg lister forsigtigt derind og sætter mig i en sofa alene. Efter noget tid kommer der en mand og sætter sig i den anden ende af sofaen. Jeg kigger mig omkring og overvejer, hvad jeg skal herinde. Jeg iagttager, hvordan det profetiske team går rundt imellem de tilstedeværende og giver dem kundskabsord – ord fra Gud. En længsel efter at få et ord popper op i mig. Jeg beslutter mig for at skrive en bøn til Jesus – det hjælper nogle gange på mine ret diffuse tanker at skrive dem ned. Under min bøn kommer der en mand og sætter sig i midten af sofaen, han er fra det profetiske team, og han videregivere et ord til manden i den anden ende af sofaen. Jeg skriver uforstyrret videre på min bøn. Netop som manden i midten rejser sig op, fortryder han og sætter sig ned igen – denne gang kigger han på mig. Jeg lukker min bog sammen og kigger afventende på ham. Han udbryder: ”Wauw! Du er godt nok varm. Helligånden brænder så kraftigt i dig, at det brænder på min hals!” Jeg stirrer på ham, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare, så jeg smiler bare. Han fortsætter: ”Du har ikke ondt i halsen, vel?” Jeg ryster på hovedet. ”Nej, så er det bare Helligånden som brænder i dig! Du er glødende varm, det ved du godt, ikke?” han kigger helt chokkeret på mig og fortsætter: ”Jeg ser dig som en brændende meteor, som er på vej ned mod Jordenen, og alle ved godt, at dens kurs peger lige imod os. Den vil ramme; ramme hårdt og voldsomt. Satan sidder lige nu og skriger: »Nu kommer hun! Nu kommer hun! Hun rammer os nu og sender os alle direkte i Helved!« Satan er bange for dig. Du har en kæmpe gave, og Gud brænder i dig. Du skal bruge din gave, og du ved helt sikkert godt selv, hvad gaven er. Gå ud og brug den, og send Satan tilbage til Helved. Gud er med dig!” Han kigger helt fascineret på mig, og jeg smiler forlegent uden helt at vide, hvad jeg skal svare. ”Tak,” siger jeg og smiler. Men hvad er mit kald helt præcist? Jeg er endnu ikke afklaret, men én ting er sikkert, og det er, at Helligånden virker i mig! Jeg har mærket hans kraft på en hel ny måde. Jeg vender tilbage til min skrevne bøn, og siger tak til Gud for mit ord. Kort efter kommer endnu en af det profetiske team. Hun sætter sig ved siden af mig, og viser mig et skriftsted fra Højsangen, kapitel 2, vers 8-17:
Den unge pige
v8-9 ”Jeg kan høre min elskedes stemme.
Han er på vej hen til mig!
Se, dér kommer han løbende over bjergene,
springende ned ad bakkerne som en gazelle
Se, nu står han udenfor muren,
han kigger ind gennem vinduesgitteret.
v10 Min elskede siger til mig:
»Stå op, min smukke! Kom med!
v11 Se vinteren er forbi, nu er det forår.
v12 Blomsterne skyder op af jorden,
fuglene synger af glæde,
turtelduerne kurrer overalt i landet.
v13 De første figner er kommet,
vinrankens blomster spreder deres duft.
Stå op, min elskede!
Kom, du skønne, kom med mig!«”
Den unge mand:
v14 ”Min due, hvorfor gemmer du dig bag klippen?
Lad mig se dit ansigt og høre din stemme,
for din stemme er bedårende, og dit ansigt yndigt.
v15 Lad os fange alle de små ræve, som vil ødelægge vores
kærligheds blomstrende vingård”
Den unge pige:
v16 ”Min elskede, du er min, og jeg er din.
Du græsser din flok mellem liljerne,
v17 til dagen bliver sval og skyggerne lange.
Kom springende tilbage som en gazelle
hen over de ujævne bakkeskråninger.”
Hun fortæller, at Gud er den unge mand – min elskede gazelle – som vil gøre alt for at komme hen til mig, for jeg er den unge pige; han vil springe over bjergene for mig, og han ønsker at se mig tale og stå frem i lyset. Jeg skal samarbejde med ham om at udrydde det onde, som ønsker at ødelægge os. Vinteren er forbi, og blomsterne skyder frem – præcis ligesom det ord, som jeg fik tidligere på ugen, hvor skoven skød op af ørkenen.
Gud kalder på mig lige nu. Han kalder mig til at følge ham. Og han elsker mig. Den norske dame sagde, at jeg er smuk, når jeg er mig selv, og nu igen er jeg smuk, jævnført Højsangen.
Tidligere i dag tænkte jeg faktisk også på netop denne bog i Bibelen, men jeg tænkte ikke på den, som et budskab til mig selv, men i stedet for noget, som man kunne holde en andagt over. Pudsigt.
Til aftensmaden snakker jeg med nogle venner omkring min oplevelse i Quiet Room. Min veninde kigger mistroisk på mig, da jeg fortæller, at jeg er usikker på, hvad mit kald er. Hun siger, at det da er at bede for folk! Især når jeg oplever, at det virker på den måde, som jeg gør. ”Men alle kan da bede for folk” siger jeg. Hun spørger om, jeg altid har bedt for folk. Jo, det må jeg nok indrømme, at jeg altid har gjort. Når en veninde er blevet droppet af sin kæreste, har min første tanke altid været at bede Gud om hjælp. ”Der ser du! Det der er ikke normalt! Det er helt specielt! Jeg kunne aldrig finde på at sige til en såret veninde, at vi bare beder Gud om hjælp” svarer hun.
Som jeg tænker over det, kan det godt være, at hun har ret. Men i så fald – hvordan skal jeg så bruge min nådegave? Hvordan skal jeg tjene Gud, når jeg kommer hjem igen?
Jeg rejser mig op fra græsset, hvor vi sidder, og vil have noget mere aftensmad. Netop som jeg kommer tilbage siger en anden veninde til en ung mand: ”Hvad med hende?”. Han kigger på mig; de er i gang med at give hinanden kundskabsord. ”Du har et kæmpe hjerte for andre, og du giver dem omsorg” siger han og smiler stort! Han er rimelig ny i troen, så det hele virker stort for ham. Jeg smiler taknemlig.
Fredag
Fredag aften har vi den afsluttende festdag. Sidste aften på dette års Vineyard Summer Camp Nordic 2016. Mit humør er højt. Der tales om nådegaver i talen. Efter talen bliver der kaldt frem til forbøn. Jeg går med frem i mængden, da jeg føler, at jeg passer på den beskrivelse af folk, som især bliver kaldt frem. Rundt omkring mig begynder folk at bryde ud i akut latter, der er så smittende, at jeg også begynder at grine. Jeg får forbøn og føler mig nu klar igen.
Jeg begynder at gå hvileløs rundt mellem alle stolerækkerne. Jeg søger den norske dame med rollatoren. Jeg møder en finsk kvinde, som jeg har mødt her på lejren, og vi går på jagt sammen. Efter to runder finder vi den norske dame til sidst. Hun er glad og stråler. Vi går hen til hende. Om muligt bliver hendes ansigt endnu gladere, da hun ser os. Vi beder for hende og snakker længe med hende. Hun fortæller os, at vores liv har haft en kæmpe betydning for sit liv. Hun har brugt over 100.000 kr. på medicin og lægehjælp, men intet har virket, og her har hun brugt 800 kr. på at tage en uge til Sverige og føler sig mere rask og lettet end de sidste mange år! Mit liv har været med til at forbedre hendes liv – det er en mærkelig tanke. Jeg har været med til at give hende en ny tro på livet og gejst at leve for. Den finske kvinde spørger om hun må give hende et kindkys, hvilket hun gerne må. Den norske dame smelter fuldstændig – hun har ikke fået et kys de sidste 30 år! Vi ser hende ikke som en ”beskidt” kvinde med AIDS, nej, vi ser hende som Guds prinsesse! Hun stråler af glæde og lykke. Til lovsangen rejser hun sig op og danser. Hun vifter rundt med armene og svajer i hofterne. Rollatoren står efterladt et stykke væk.
Lovsangsbandet bliver færdig med at spille deres planlagte sange, men folk vil have mere. Jeg kan mærke, at jeg skal op og ønske en sang. Jeg ønsker at høre en af mine absolut ynglings sange, Father in Heaven (YouTube-link). Det er Fadervor som en lovsang, og jeg synes, at den er utrolig stærk. Under lovsangen begynder de at synge ”Let Your Kingdom come”, men efter lidt tid udskifter forsangeren sætningen ud med ”Let healing come” og ”Let freedom come”. Det er en stærk aften, og folk bliver berørt af Jesu kærlighed og healing for os. Til Night Café kommer en af lovsangsspillerne hen til mig, og takker mig for mit ønske. Han havde ønsket selv den samme sang, men lovsangslederen var lidt i tvivl, men da jeg så også siger netop den samme sang, er hun ikke længere i tvivl. Sangen var også utrolig stærk og en sand tilbedelse af Gud.
En perfekt aften at slutte af på.
Lørdag
Meget af lørdagen bliver brugt på at rydde op og pakke sammen. Vi skal hjem i dag. Min præst fortæller mig dog, at vi skal snakke sammen om fremtiden, når jeg kommer hjem til Danmark igen. Ja, det bliver vi vist nødt til. For Gud har kaldt mig til et eller andet denne uge, nu skal jeg bare finde ud af præcist hvad.